WeBlog: »Man måste bråka!«

Kan forklaringen på Villys nedtur og Johannes optur skyldes evnen og viljen til at bråka?

For et par uger siden fik jeg udvidet mit politiske ordforråd med det gode svenske ord; bråka! Vi havde inviteret Maria Wetterstrand til en politisk debat i Stockholm, og på spørgsmålet om årsagen til Miljöpartiets store succes i Sverige, svarede Maria:

»Man måste bråka för att synas!«

Skulle man ikke kende Maria Wetterstrand, kan jeg fortælle, at hun, som den kvindelige talsperson for Miljøpartiet, har været en af det seneste ti-års mest respekterede politiske profiler i Sverige. Og angående »bråka«, så er det et godt svensk ord, som betyder at støje, gøre vrøvl eller skændes – altså lidt som det danske »brokke«, men med en mere positiv betydning.

Det fik mig til at tænke på, om netop evnen og viljen til at bråka kunne være en del af forklaringen på SF’s nedtur de seneste år – og Enhedslistens optur?

Hvis vi tager SF først, så er der i hvert fald et tidsmæssigt sammenfald mellem at Villy Søvndal holdt op med at bråka og SF’s fald i meningsmålingerne. Tilbage ved præsentationen af Fair løsning i forsommeren 2010, lå SF stadig omkring de 19-20%, men vendepunktet ser ud til at ske medio september 2010 med et nyt fald i november. I september er forklaringen de ophedede diskussioner om de to store økonomiske planer, og Villys optræden på S-kongressen, hvor han erklærer, at han er blevet mere velklædt!

Og i november er det diskussionen om point-systemet, hvor Villy, af hensyn til det fælles projekt med Socialdemokraterne, er forholdsvist afdæmpet og erklærer, at han først vil se, hvordan pointsystemet i praksis kommer til at se ud i stedet for at afvise det up-front. Det seneste, og mest dramatiske, fald kommer så i perioden op til valget, men summa summarum – Villy var blevet velklædt, afdæmpet og (næsten) helt holdt op med at bråka.

Johanne Schmidt-Nielsen bråkar derimod stadig – og hendes vælgertilslutning stiger i samme tempo. Nu har hun så netop lovet at lægge stemmer til den nye regerings finanslov, men har samtidig med sine udmeldinger om at det ”kun er bitte små skridt i den rigtige retning” sørget for, at der fortsat er plads til at bråka.

Og det vil fremover kunne presse S-R-SF regeringen, selvom hun ikke har helt samme manøvrefrihed, som Maria Wetterstrand havde. Udover den miljøaktivistiske agenda, som naturligt placerer Miljøpartiet på venstrefløjen, har de nemlig en række liberale standpunkter. Derfor kunne Maria efter valget i 2002, med egne ord, skræmme Göran Persson til ydmyghed ved næsten at indgå en aftale den blå blok – og dermed fik Miljøpartiet  en række mærkesager igennem med den nye socialdemokratiske regering.

Efter mødet i Stocholm diskuterede jeg lighederne mellem Johanne og Maria med vores svenske analysechef, Stina Morian. Kunne evnen til at bråka være en del af forklaringen på deres succes? Stina svarede med en omskrivning af Mae Wests’ gamle ord om, at pæne piger kommer i himmelen; resten ”hur långt som helst”!

Så bråka er i hvert fald gledet fast ind i mit danske, politiske vokabularium!

Klummen blev oprindeligt publiceret i Berlingske Business den 22. november 2011