YouGov har siden starten af 2011 haft et samarbejde med Cambridge, som især er forankret på universitetets Institut for Politik og Internationale Studier (POLIS). Formålet med YouGov-POLIS samarbejdet er at finde innovative måder at anvende opinionsdata inden for den akademiske verden.

Introduktion.   

I begyndelsen af februar 2012 gennemførte YouGov, i kraft af deres akademiske gren, YouGov-Cambridge, en undersøgelse i flere lande af befolkningernes holdning til Iran. Undersøgelsen blev udført ved hjælp af nationalt repræsentative udsnit af britiske, tyske, danske, norske, svenske, finske og amerikanske voksne, og den mellemøstlige meningsmåling blev gennemført med et repræsentativt udsnit af voksne fra Nordafrika, Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC) og Levanten.   

Denne artikel er en delvist redigeret og delvist nyskrevet version af Dr. Joel Rogers’ oprindelige artikel, som kan findes via linket i bunden af artiklen ¹⁾. Dr. Joel Rogers er direktør for YouGov-Cambridge programmet, og undersøgelsens resultater er publiceret i medier over hele verden. Der må frit refereres fra undersøgelsen, når blot YouGov og YouGov-Cambridge samarbejdet angives som kilde. Nederst i artiklen linkes der til dokumenter med tabeller fra undersøgelsen.   

—————   

Glem Grækenland, hvad vil du gøre ved Iran?   

Lige nu er det Euro-zonens krise, der dominerer mediebilledet, men flere udenrigspolitiske eksperter frygter, at vi snart kan komme til at stå overfor et nyt problem, som sagtens kan fortrænge Euroen som den mest presserende europæiske hovedpine i 2012.   

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) har rapporteret, at mellem-niveau berigelse af uran er undervejs i det nordlige Iran, mens eksperterne varierer mellem få måneder og flere år i deres worst-case forudsigelser om, hvornår Teheran har nok højt beriget uran til at fremstille en bombe. Diplomatisk pres og økonomiske sanktioner kan vise sig utilstrækkelige til at afmontere Irans atomprogram, hvilket kan efterlade os med forskellige skræk-scenarier; herunder en mere aggressiv iransk ledelse, spredning af nukleart materiale til ikke-statslige aktører og en panikreaktion fra det israelske forsvar i form af forebyggende angreb.   

Omvendt vil åbenlyse militære aktioner mod iranske atomanlæg kunne sende oliepriserne på himmelflugt, hvilket kan sætte den globale økonomi under alvorligt pres, samtidig med at vestlige og israelske interesser kan blive angrebsmål for iransk-støttede grupper. Ligeledes kan erfaringerne fra det israelske F-16 angreb på Saddam Husseins spirende nukleare kapacitet på Osirak reaktoren ²⁾ udenfor Bagdad i 1981 trækkes frem. Nok blev reaktoren ødelagt, men angrebet førte efterfølgende blot til en mangedobling af Iraks skjulte bestræbelser på at fremstille beriget uran.   

Måske kommer det derfor ikke som nogen overraskelse, at Irans atomprogram for tiden hæmmes af en serie mystiske hændelser, som yder et begrænset og “anonymt” bidrag til de økonomiske sanktioner. I denne forbindelse kan eksempelvis nævnes den unaturligt høje dødelighed blandt iranske atomvidenskabsmænd, komplekse cyber-angreb (f.eks “Stuxnet” virussen, hvor næsten 60% af alle kendte tilfælde er registreret i Iran ³⁾), samt mystiske eksplosioner og “ulykker” på iranske militære installationer.   

Naturligvis sender en regering ikke dens hemmelige aktiviteter ud til offentlig høring! Derfor har YouGov-Cambridge spurgt befolkningerne i en række lande, hvorvidt og i hvilket omfang de støtter forskellige aktioner – både åbne og hemmelige – for at stoppe Irans muligheder for at blive i stand til at producere atomvåben.   

Resultaterne viser tydeligt, at store flertal i USA (64%), Norge (64%), Storbritannien (70%), Tyskland (74%), Sverige (74%), Finland (75%) og Danmark (76%) mener, at Iran sandsynligvis beriger uran for “også at kunne producere atomvåben”. Til sammenligning mener et meget mindre flertal af respondenterne i Mellemøsten (53%) det samme.   

Alle lande viser signifikant større støtte til øgede økonomiske sanktioner fremfor anvendelsen af militær magt. I Danmarks tilfælde støtter eksempelvis 74% af befolkningen øgede økonomiske sanktioner, mens 17% støtter støtter attentater på forskere, der arbejder med Irans atomprogram, 22% støtter attentater på ledende politiske skikkelser, 37% støtter bombeangreb på Irans nukleare anlæg og 27% støtter en landbaseret invasion med danske tropper involveret. Det skal dog understreges, at disse tal er under den forudsætning, at en række lande allerede har besluttet sig for at skride ind overfor Iran for at stoppe landet i at erhverve sig atomvåben   

I to tilfælde adskiller opfattelsen i mellemøsten sig signifikant fra både europæiske og amerikanske tendenser.   

• Kun 44% af respondenterne i Mellemøsten støtter anvendelsen af øgede økonomiske sanktioner mod Iran, i sammenligning med 70% i USA, 74% i både Tyskland og Danmark, og 70% i Storbritannien.   

• Tilsvarende støtter blot 30% af de mellemøstlige respondenter anvendelsen af “cyber krigsførelse” for at underminere Irans atomforskningsprogram. Det samme gør sig eksempelvis gældende for 56% i USA, 46% i Tyskland, 44% i Danmark og 42% i Storbritannien.   

Disse forskelle er sandsynligvis også et resultat af, at man i de tilstødende lande er mere tilbageholdende med at støtte selv “bløde” sanktioner, da det kan påvirke den generelle økonomiske sundshedstilstand i regionen negativt.   

Det skal også bemærkes, at støtten til de forskellige foreslåede tiltag generelt er større i Danmark end i resten af Europa. Når det eksempelvis gælder en mulig landbaseret invasion, der involverer danske tropper, så støtter 27% af danskerne op om denne indsats. Dette er i øvrigt det eneste eksempel fra undersøgelsen, hvor et europæisk land viser (marginalt) højere støtte til handling end selv amerikanerne (22%).   

At danskerne viser en forholdsvis høj grad af støtte til en eventuel bombning af Irans atomfaciliteter er ikke overraskende, da det ligger fint i tråd med mange andre undersøgelser fra både YouGov og vores kollegaer indenfor analysebranchen. Danskerne har i de senere år ganske enkelt været mere positive overfor det internationale samfunds militære aktioner i eksempelvis Afghanistan og Libyen end befolkningerne i de fleste andre lande ⁴⁾.   

Det er svært at pege på nogen enkelt begrundelse for dette forhold, men når man læser forskellige eksperters forklaringer, så er der et par forklaringsrammer, som går igen.   

Pressen har i overvejende grad dækket det internationale samfunds krigsindsatser ud fra en moralsk synsvinkel. Det vil sige, at det har været beskrevet som en indsats for eksempelvis menneskerettigheder og personlig frihed – altså mod eksempelvis Talebans undertrykkelse eller et despotisk diktatur i Libyen. Det kan også forklare, hvorfor det relativt høje antal af faldne danske soldater ikke har svækket den folkelige opbakning i væsentlig grad – set i forhold til opbakningen i andre lande.   

Ligeledes kan man også fremhæve, at Danmark ikke har så stor erfaring med militære operationer (krig), som eksempelvis vores allierede fra England og USA. Det vil sige, at vi dybest set ikke har den store idé om, hvad krig egentlig er. Derfor diskuterer vi heller i samme grad krigens omkostninger eller tænker frem imod krigens afslutning – krigsindsatsen i sig selv bliver en del af den moralske indsats, og det er det, danskerne i første omgang tager stilling til.   

I sidste fredags udgave af metroXpress, hvor undersøgelsen gengives, er lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarskademiet også inde på det med med krigens omkostninger, når han skal forklare, hvorfor danskerne er mere positive overfor at sende soldater til Iran end de fleste af vores allierede.   

»Amerikanerne og briterne ved jo godt, hvem der i så fald skulle trække det store læs. Mens Danmark ville kunne nøjes med at sende 200 soldater af sted, ville de skulle sende i tusindvis og lide store tab og voldsomme økonomiske omkostninger«. ⁵⁾   

—————   

A. Noter og links:   

¹⁾ Dr. Joel Roger’s artikel kan findes her.   

²⁾ Wikipedia-artikel om det israelske luftangreb på Osirak-reaktoren i 1981 kan findes her.   

³⁾ Wikipedia-artikel om Stuxnet-ormen kan findes her.   

⁴⁾ For dokumentation af Danmarks mere positive indstilling til militære aktioner, samt ekspertudtalelser om samme emne, kan der eksempelvis henvises til artiklerne:   

Og igen jubler danskerne
Information, 25. marts 2011   

Danskerne er de mest krigsvillige i koalitionen
Politiken, 23. marts 2011   

Danskerne accepterer krigens ofre i Afghanistan
Kristeligt Dagblad, 24. august 2009   

⁵⁾ Den omtalte artikel fra metroXpress kan findes her.   

B. Download af undersøgelsens resultater:   

De internationale hovedresultater kan findes her.   

Den danske undersøgelse med flere detaljer kan findes her.  

De præcise formuleringer i det danske skemae, kan findes her.  

C. Kontakt:   

For yderligere information om eller data fra denne undersøgelse er du velkommen til at kontakte Lars Gylling på lars.gylling@yougov.com eller mobil +45 4040 2400.

Valgbarometeret er baseret på 1.556 interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år

Jeg skal beklage, at det er en ret kedelig måling, som jeg denne gang kan berette om. Det er lige før, at man kan genbruge målingen fra januar – der er ikke de store bevægelser at rapportere.
 
Selv om bevægelserne er små, så er de dog i store træk gået blå bloks vej. Blå blok er derfor gået yderligere et mandat frem i forhold til sidste måned, og står nu til 97 mandater mod regeringspartierne og Enhedslistens 78 mandater. Venstre er gået en smule tilbage i den sidste måned, men ligger stadig 5,7%-point og 10 mandater over valgresultatet fra 15. september 2011. Det Konservative Folkeparti hænger fast lige under de 4%, mens både DF og LA har haft små fremgange.
 
I den røde blok er der heller ikke sket de store ændringer. Det skal dog bemærkes, at det er tredje måling i træk, hvor vi rapporterer Enhedslisten større end SF – og fjerde gang ud af 5 mulige siden valget.

Målinger af ministerpopulariteten er en fast del af vores politiske leverancer hver anden måned. Listen er baseret på spørgsmålet: “Uanset dine politiske præferencer, hvad synes du så om følgende personer?”

På trods af faldende score ligger Margrethe Vestager stadig øverst på ministrenes popularitetsbarometer. Bjarne Corydon fortsætter derimod med at stige, og indtager nu andenpladsen efter en 4. plads i december og en 11. plads i oktober.
 
Derudover er det værd at bemærke, at Helle Thorning-Schmidt også fortsætter sin positive trend, hvor hun klatrer 5 pladser frem til en 9. plads – tilbage i oktober lå hun endda helt nede på 19. pladsen. Jeg formoder, at det er håndteringen af EU formandsskabet, der trækker op. Også Thor Möger Pedersens positive udvikling skal bemærkes. Han er kravlet fra en 21. plads i oktober, over en 15. plads i december til nu at være placeret på en 11. plads.
 
Den modsatte vej er det gået for Ida Auken, der er faldet fra en 5. plads i december til en 12. plads i denne måned. Mon det ikke er al balladen omkring nytårskuren hos dronningen, der har kostet Ida Auken popularitet hos især de borgerlige vælgere. Faktisk lå hun placeret helt oppe på en andenplads ved vores første måling efter valget tilbage i oktober måned.
 
Netop Ida Aukens udvikling gav mig anledning til også at kigge på, hvilke ministre der bedst til henholdsvis at begejstre vælgere fra egen blok og at vække vrede i modsatte blok – altså hvilke ministre, der har fået en størst andel “Meget godt” svar fra vælgere i den røde blok, og hvilke, der har fået størst andel af “Meget dårligt” svar fra vælgere i den blå blok.
 
Som det ses, er statsministeren klart mest populære minister blandt vælgerne i rød blok, hvilket vel ikke er overraskende i kraft af hendes position som statsminister for blokkens største parti.
 
Mere overraskende er det måske, at Margrethe Vestager er næstmest populære minister i den røde blok. Hun er naturligvis umådeligt populær blandt de radikale vælgere, men også blandt SF-vælgerne ser det ud til, at Margrethe nyder en vis popularitet. Det bør i denne forbindelse nævnes, at Margrethe Vestager faktisk også er den minister, der med 8% opnår den største andel af “Meget dårligt” svar blandt vælgerne i den røde blok. Det er ikke overraskende især Enhedslistens vælgere, der ikke har så høje tanker om den radikale økonomi- og indenrigsminister.

I forhold til de øvrige ministre, er Margrethe Vestager også i stand til at appellere til vælgerne i den blå blok, hvilket i sidste ende giver hende positionen som nummer 1 på det samlede popularitetsbarometer. Kun blandt Dansk Folkepartis vælgere har hun svært ved at vække positive sympatier – faktisk er DF’s vælgere den vælgerskare af alle (der skal tages forbehold for små baser for nogle partier), hvor den færreste andel (8%) svarer “Meget godt” på spørgsmålet om, hvad de synes om Margrethe Vestager.
 
Hvis vi derimod ser på hvilke ministre, der vækker størst antipati blandt vælgerne i blå blok, så er Villy Søvndal i en klasse for sigt selv. 46% af vælgerne i blå blok svarer “Meget dårligt” på spørgsmålet om, hvad de synes om ham uanset deres politiske præference. Ole Sohn er nummer to på denne liste med 39% af de blå vælgere.
 
Ida Auken er med 23% nummer 4 på listen over de ministre, der vækker størst antipati hos de blå vælgere. Det er en forværring med ca. 10 %-point siden målingen i i december måned. Men forværringen hos de blå vælgere er faktisk ikke hele forklaringen på, at Ida Auken er rutsjet en tur på den samlede liste. Der er også markant færre (6 %-point) af de røde vælgere, der i denne måned synes “Meget godt” om Ida Auken – dog er det blandt de røde vælgere næsten udelukkende socialdemokratiske vælgere, der har fået forringet deres syn på Ida Auken indenfor de sidste to måneder.

Det politiske barometer blev oprindeligt publiceret i metroXpress den 8. februar 2012

Udtrykket ”lige så godt som penge i banken” har givet noget mere mening i Norge, end i Sverige og, især, Danmark i de senere år!

Jeg blev forleden inviteret ud til frokost af pressechefen for et af Skandinaviens største teleselskaber. De har lige overvundet en langvarig imagekrise, og har ambitioner om i de kommende år at løfte deres imageværdier et niveau op. ”Kan du ikke over frokosten give mig et par eksempler på lignende selskaber, som har gjort det samme”, blev jeg spurgt.

Jeg takkede ja til invitationen, og sendte mails til kollegaer rundt omkring i verden for at få eksempler på blå selskaber (blue chip companies), som har overvundet et imagemæssigt stormvejr og derefter løftet deres imageværdier til et højere niveau. Det viste sig sværere end forventet!

Forslag fik jeg nok af, men fælles for dem alle var, at der var tale om firmaer eller brands, som er kommet tilbage efter en krise – men som ikke efterfølgende har hævet deres imageværdier betydeligt. Til sidst fik jeg dog fra Norge et eksempel, som ser ud til at kunne anvendes – den store norske ”folkebank”, DNB.

Fuldstændig ligesom bankens pendanter i Danmark og Sverige, Danske Bank og Swedbank, fik DNB’s image seriøse tæsk i starten af finanskrisen. Da finanskrisen satte ind, valgte Norges Nationalbank at sætte renten ned, og alle almindelige banker fulgte efter – undtagen DNB, som satte renten op! Det fremkaldte meget stærke reaktioner fra kunderne, og som en af mine norske kollegaer beskriver det, så kunne man næsten se folk med høtyve og fakler foran administrerende direktør, Rune Bjerkes, kontor.

Det gik så galt, at DNB nærmest alene fik skylden for hele finanskrisen, men i stærk kontrast til de to skandinaviske kollegaer, som stadig kæmper med at komme tilbage til et pre-finanskrise niveau, så var DNB tilbage efter et års tid. Og i perioden fra efteråret 2010 til sommeren 2011 hævede de så imageværdierne til et nyt niveau, hvor de har ligget stabilt siden.

Men hvad gjorde de da? Tjaa, set udefra er det svært at pege på en enkelt ting. Der var ingen markante undskyldninger eller bodsgang fra bankens topledelse, ingen opsigtsvækkende legen med bankens farver, ingen nye tiltag for at vise bankens samfundsengagement – kun en stædig fastholden af bankens konkurrencedygtige kerneprodukter og en meget fin kommunikations- og marketingsindsats.

Lad mig blot fremhæve deres meget succesrige og viralt spredte reklamefilm fra sidste efterår, hvor de havde hyret selveste George Clooney til at medvirke. Man ser en ung tømmermændsramt kvinde vågne op i en hotelseng iført skjorten fra et kjolesæt og et par boxershorts. Hun er i sin brandert blevet gift – med George Clooney, som det viser sig. Budskabet er, at nogen er usandsynligt heldige – for os andre kan det godt betale sig at spare op!

Og lad mig så også slutte af med stilfærdigt at minde om, at når vi sammenligner de tre store skandinaviske folkebanker og udviklingen på de respektive finansmarkeder i de seneste år, så har udtrykket ”lige så godt som penge i banken” givet noget mere mening i Norge, end i Sverige og, især, Danmark!

Klummen blev oprindeligt publiceret i Berlingske Business den 13. januar 2012

Der er flyttet 10 mandater fra rød til blå blok siden valget for små fire måneder siden

Nu, hvor vi netop har rundet 100 dage med den nye regering, er meningsmålingerne stadig ikke rar læsning for Helle Thorning-Schmidt og hendes regeringskollegaer. I denne måned står regeringspartierne og EL til samlet 79 mandater mod oppositionens 96. Hele 10 mandater er altså skiftet mellem blokkene siden valget for små fire måneder siden.     

Socialdemokraterne bløder i høj grad vælgere med en tilbagegang på 3,0%, mens regeringspartneren Socialistisk Folkepartis vælgertab på 2,3% nok er numerisk mindre – men relativt endnu værre. Til gengæld holder De Radikale skansen, mens Enhedslisten har haft en fremgang på 0,8% (fra en vælgertilslutning på 6,7% til nu 7,5%).     

Venstre er den store vinder siden valget, og står til at få hver tredie vælgers stemme. Til gengæld må Lars Barfoed erkende, at han er med til at betale for Venstres succes – Det Konservative Folkeparti står lige nu til blot at opnå en vælgertilslutning på 3,7%. Liberal Alliance er gået lidt tilbage, mens Dansk Folkeparti i denne måned ser ud til igen at have fået styr på tropperne, og rent faktisk står til en fremgang på 0,8% i forhold til valget den 15. september. Fremgangen til Dansk Folkeparti skyldes især, at de er gode til at fastholde vælgerne, samt en pæn tilgang af vandrende socialdemokratiske vælgere.     

Og hvis vi kigger nærmere på partiloyaliteten – altså hvor stor en del af de forskellige partiers vælgere, der angiver at ville stemme på det samme parti igen, hvis der var valg i dag – så ses den røde bloks problemer tydeligt.     

Hvis vi starter med Socialistisk Folkeparti, så angiver næsten halvdelen af vælgerne fra valget i september sidste år (44,1%), at de ikke vil stemme på SF igen! Andelen af partiloyale SF-vælgere har været kraftigt faldende de seneste måneder, og det er altså en trend, som Villy Søvndal skal se at få stoppet, hvis han ikke vil miste alle sine vælgere til især Enhedslisten. For hvis man dykker lidt ned i tallene, så ser man, at nok er Socialistisk Folkepartis nedtur et problem for Villy Søvndal og hans kollegaer i partiledelsen, men for blokken som sådan er problemet ikke helt så stort, da SF har den røde bloks laveste relative vælgerafgivelse til blå blok – hovedparten af de frafaldne SF-vælgere svarer enten “Ved ikke” eller “Enhedslisten” på spørgsmålet om, hvem de ville stemme på, hvis der var valg i dag.     

Også Socialdemokraterne har tabt vælgere, i det næsten en tredjedel af vælgerne fra valget i september i dag ikke umiddelbart angiver igen at ville stemme på partiet. Udviklingen har dog været anderledes end SF’s, i det “flugten” især skete allerede i den første måned efter valget. Siden er loyaliteten sevet yderligere, men ikke nær så dramatisk. Hvad værre er, at en del af de frafaldne S-vælgere rent faktisk skifter blok – først og fremmest til Venstre, men også til Dansk Folkeparti. Faktisk ville 5,1% af S-vælgerne fra september-valget stemme på Venstre, hvis der var valg i dag, mens 3,5% af S-vælgerne fra september-valget ville stemme på Dansk Folkeparti, hvis der var valg i dag.     

Når det gælder Venstre, så ses det, at de har været klart bedst af alle partier til at fastholde vælgerne fra september. Sammen med en pæn tilgang fra især Socialdemokraterne, men også Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, er det forklaringen på den store fremgang.     

Jeg har herunder samlet en række begrundelser fra de vælgere, som har skiftet parti siden valget. Bemærk, at vi spørger til hvorfor man har forladt det parti, som man stemte på ved valget – og dermed ikke hvorfor man har valgt det nye.     

Hvis man eksempelvis kigger på de vælgere, som har forladt S og SF siden valget, så er “løftebrud” det gennemgående tema. Det er altså en diskussion, som i høj grad opfattes som en virkelighed hos vælgerne.     

Herunder vil jeg blot gengive en enkelt begrundelse fra en mandlig vælger i hovedstadsområdet, som har forladt SF til fordel for EL. Det er ekstraordinært langt og vredt, men angiver meget godt, hvor stærkt en del af vælgerne oplever løftebrudsdiskussionen – uanset i hvilken retning det sender dem på vandring (respondentens svar gengives uredigeret).     

- Fordi de stillede vælgerene alt muligt i udsigt; Efterløn, millionærskat osv. Når det så kommer til stykket render de fra det, og siger blot; Vi har ikke 90 mandater. Yderligere ville de nedsætte bus/togpriser INDEN den talentløse batalingsring, en i stedet stiger priserne. Yderligere gør den latterlige betalingsring jo blot, at de holder de fattige uden for byerne, så de rige kan vælte rundt i deres biler, hvor de vil. Det gør heller ikke SF mere troværdigt som alternativ, at de udnævner mnnesker der er så unge, og nærmest uden erhvervserfaring, til ministre. Yderligere virker Villy S. direkte ubegavet i sin rolle som UM. Hvorfor skal området splittes op i hele tre? Kan Villy ikke bare passe sit job som alle andre UM’er? Det er tydeligtat det for pingerne i SF handler mere om indfrielse af personlige ambitioner, end det at tjene det danske folk. Pensioner og fede lønninger skal de have, vi andre skal bare knokle. De skulle skamme sig. Stemmer ALDRIG på SF igen.     

Begrundelser fra vælgere, der er vandret FRA Socialdemokraterne siden valget   

Begrundelser fra vælgere, der er vandret FRA Socialistisk Folkeparti siden valget   

Begrundelser fra vælgere, der er vandret TIL Venstre siden valget   

Begrundelser fra vælgere, der er vandret TIL Dansk Folkeparti siden valget    

Meningsmålingen blev offentliggjort i metroXpress den 10. januar 2012.

Nordmændene skal i år bruge fransk smør for at sikre "julekosen"

Julen står for døren. Jeg er derfor dykket ned i BrandIndex for at finde et par opbyggelige julehistorier om skandinaviske varemærker.

Gaverne skal i hus, og her er elektronikkæderne første stop. En stor andel af deres omsætning er forbundet med julehandelen, men det sjove er, at flere af dem kan forvente et imagedrop straks efter jul. Hvorfor? Fordi det irriterer os, at se gaverne til halv pris allerede mellem jul og nytår og, især, de uundgåelige historier om fusk med før- og efter-priser!

Et godt eksempel er den skandinaviske lavpriskæde Siba, som i forbindelse med det svenske udsalg mellem jul og nytår forrige år havde stor succes med at sænke priserne på alle TV-apparater i sortimentet med 20% – indtil det blev opdaget, at de havde øget alle priser kraftigt i midten af december. Faktisk var flere af de sindsyge udsalgspriser højere end priserne to uger før jul!

Det påvirkede naturligvis Sibas image stærkt negativt, men enten har vi forbrugere en kort hukommelse eller også elsker vi bare tanken om gode tilbud – den isolerede effekt af sådanne enkeltsager har det nemlig med kun at holde få måneder!

Når gaverne så er i hus, skal vi sikre os, at vi også kan komme hjem til familien i tide. Det kræver rettidighed i jernbanedriften, og forsinkelser i juletrafikken er den rene gift for et jernbaneselskabs imageværdier. Det måtte Svenska Järnvägar sande sidste år. Efter en forfærdelig vinter forrige år med store forsinkelser, var de blevet meget klogere, sagde de – men en ny hård vinter sidste år viste, at det bare var noget, de sagde!

Diskussioner om en reduktion af togdriften op mod jul var med til at sende SJ’s image på en rutsjetur ned til et niveau, som jeg antog måtte være et absolut bundniveau for skandinavisk togdrift – men faktisk har DSB for tiden retning mod bunden som en følge af dette års mange møgsager. Jeg tror, at DSB skal være glade for, at der ikke er udsigt til hvid jul i år!

Og så har jeg gemt den mest spøjse historie til sidst – omend Tine ikke smiler smørret for tiden. Og nej, Tine er ikke en blond, dansk pige, men derimod den norske mejerigigant, som ikke er i stand til at forsyne nordmændene med smør til ”julekosen” – og det er skidt! En kombination af et benhårdt mælkekvotesystem, et stærkt stigende smørforbrug og restriktive toldbarrierer for mejeriprodukter har skabt den dårlige julestemning – og det kan ses i Tines imagetal!

Siden smørkrisen brød ud har Tine oplevet et mageløst drop i ”buzz” – altså forholdet mellem forbrugernes positive og negative omtale af brandet. Vi skal faktisk tilbage til Sterlings konkurs og de mange strandede passagerer for at finde et tilsvarende skandinavisk eksempel! Sagen er så stor, at den norske regering har lettet på toldsatserne, så nordmændene nu kan forberede julemiddagen med fransk smør.

”Rør blot ikke ved min gamle jul” synger vi i morgen – og de skandinaviske varemærkesansvarlige kan passende synge med.

Endelig vil jeg slutte af med at ønske alle læsere en god og smørbar jul!

Klummen blev oprindeligt publiceret i Berlingske Business den 23. december 2011

I den blå blok er det stadig udelukkende Venstre, der trækker fremgangen med en vælgertilslutning på 33,1% mod 26,7% ved valget den 15. september.

Billedet i denne måned er det samme, som vi har set siden valget – tilbagegang for den røde blok og fremgang for den blå. I denne måned er oppositionens mandatforspring på 92 mod 83.
 
I den blå blok er det stadig udelukkende Venstre, der trækker fremgangen med en vælgertilslutning på 33,1% mod 26,7% ved valget den 15. september. Det betyder samtidig, at den gamle regeringspartner, Det Konservative Folkeparti, fortsætter turen mod spærregrænsen, og nu blot opnår en vælgertilslutning på 3,2%.
 
I den røde blok står både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti til at tabe stemmer i forhold til valget – SF står til et tab på 2,1% og 4 mandater, mens Socialdemokraterne står til et tab på hele 2,9% og 6 mandater. Radikale Venstre har til gengæld vundet 0,6%, mens Enhedslisten især har været gode til at samle frafaldne SF-vælgere op – og EL er rent faktisk 1,3 %-point større end SF i denne måling.
 
Hvis vi ser på Socialdemokraterne og SF’s evne til at fastholde egne vælgere fra folketingsvalget den 15. september, så har de gjort det forholdsvist dårligt. Faktisk er det bare 61,9% af SF’s vælgere fra valget i september, der angiver også at ville stemme på dem, hvis der var valg i dag. For Socialdemokraterne er det tilsvarende tal 72,6%.
 
Der er dog den store forskel, at hvor langt hovedparten af SF’s frafaldne vælgere bliver indenfor blokken, og især går til Enhedslisten og Socialdemokraterne, så har Socialdemokraterne afgivet hele 7,3% af deres vælgere fra valget til den blå blok – og det er især Venstre, der har nydt godt af denne vandring.
 
For Socialistisk Folkeparti gælder det, at 15,9% af vælgerne fra valget den 15. september i dag ville stemme på Enhedslisten, mens 6,2% ville stemme på Socialdemokraterne.  

Hvis vi kigger nærmere på begrundelserne fra de frafaldne SF-vælgere fra valget den 15. september, så domineres de naturligvis af vælgere, der er gået til Enhedslisten – og her går begrundelserne typisk på de kompromisser med valgløfterne, som SF har måttet indgå som en del af regeringssamarbejdet.  

Om undersøgelsen: 1.285 interview blev gennemført i perioden 9.-13. december 2011, og resultaterne blev publiceret i metroXpress onsdag den 14. december 2011.

Kan forklaringen på Villys nedtur og Johannes optur skyldes evnen og viljen til at bråka?

For et par uger siden fik jeg udvidet mit politiske ordforråd med det gode svenske ord; bråka! Vi havde inviteret Maria Wetterstrand til en politisk debat i Stockholm, og på spørgsmålet om årsagen til Miljöpartiets store succes i Sverige, svarede Maria:

»Man måste bråka för att synas!«

Skulle man ikke kende Maria Wetterstrand, kan jeg fortælle, at hun, som den kvindelige talsperson for Miljøpartiet, har været en af det seneste ti-års mest respekterede politiske profiler i Sverige. Og angående »bråka«, så er det et godt svensk ord, som betyder at støje, gøre vrøvl eller skændes – altså lidt som det danske »brokke«, men med en mere positiv betydning.

Det fik mig til at tænke på, om netop evnen og viljen til at bråka kunne være en del af forklaringen på SF’s nedtur de seneste år – og Enhedslistens optur?

Hvis vi tager SF først, så er der i hvert fald et tidsmæssigt sammenfald mellem at Villy Søvndal holdt op med at bråka og SF’s fald i meningsmålingerne. Tilbage ved præsentationen af Fair løsning i forsommeren 2010, lå SF stadig omkring de 19-20%, men vendepunktet ser ud til at ske medio september 2010 med et nyt fald i november. I september er forklaringen de ophedede diskussioner om de to store økonomiske planer, og Villys optræden på S-kongressen, hvor han erklærer, at han er blevet mere velklædt!

Og i november er det diskussionen om point-systemet, hvor Villy, af hensyn til det fælles projekt med Socialdemokraterne, er forholdsvist afdæmpet og erklærer, at han først vil se, hvordan pointsystemet i praksis kommer til at se ud i stedet for at afvise det up-front. Det seneste, og mest dramatiske, fald kommer så i perioden op til valget, men summa summarum – Villy var blevet velklædt, afdæmpet og (næsten) helt holdt op med at bråka.

Johanne Schmidt-Nielsen bråkar derimod stadig – og hendes vælgertilslutning stiger i samme tempo. Nu har hun så netop lovet at lægge stemmer til den nye regerings finanslov, men har samtidig med sine udmeldinger om at det ”kun er bitte små skridt i den rigtige retning” sørget for, at der fortsat er plads til at bråka.

Og det vil fremover kunne presse S-R-SF regeringen, selvom hun ikke har helt samme manøvrefrihed, som Maria Wetterstrand havde. Udover den miljøaktivistiske agenda, som naturligt placerer Miljøpartiet på venstrefløjen, har de nemlig en række liberale standpunkter. Derfor kunne Maria efter valget i 2002, med egne ord, skræmme Göran Persson til ydmyghed ved næsten at indgå en aftale den blå blok – og dermed fik Miljøpartiet  en række mærkesager igennem med den nye socialdemokratiske regering.

Efter mødet i Stocholm diskuterede jeg lighederne mellem Johanne og Maria med vores svenske analysechef, Stina Morian. Kunne evnen til at bråka være en del af forklaringen på deres succes? Stina svarede med en omskrivning af Mae Wests’ gamle ord om, at pæne piger kommer i himmelen; resten ”hur långt som helst”!

Så bråka er i hvert fald gledet fast ind i mit danske, politiske vokabularium!

Klummen blev oprindeligt publiceret i Berlingske Business den 22. november 2011

Danskerne er generelt de mest positive i spørgsmålet om at anvende flere penge på at redde euro-zonen (56%)

En undersøgelse fra YouGov i de fire EU-lande Danmark, England (Storbritanien), Tyskland og Frankrig viser, at selvom befolkningerne mener, at det er vigtigt at løse krisen og at et eventuelt euro-kollaps vil være skadeligt for deres land, så er de alligevel i tvivl om, hvorvidt det vil være rigtigt at bruge flere penge på at redde euroen.
 
Når vi spørger befolkningerne om tilliden til, at de europæiske ledere vil være i stand til at træffe de nødvendige beslutninger, så er der udbredt tiltro til den tyske forbundskansler, Angela Merkel. Omvendt har mindre end 10% tillid til den italienske premierminister Silvio Berlusconis dømmekraft i spørgsmålet.
 
Danskerne er generelt de mest positive i spørgsmålet om at anvende flere penge på at redde euro-zonen (56%) – men vi er naturligvis heller ikke selv en del af den. Den positive indstilling hænger måske også sammen med, at vi er den befolkning, hvor den største andel (58%) mener, at et kollaps i euroen vil have en negativ effekt på landet.
 
Samtidig er vi den befolkning, der har størst tiltro til de store landes lederes (Merkel, Cameron og Sarkozy) evner til at træffe de nødvendige beslutninger for at løse krisen indenfor euro-zonen – og allerstørst tiltro har vi til den tyske forbundskansler (81%).
 
Til gengæld har vi ikke meget tilovers overfor forslaget om en græsk afstemning om den foreslåede hjælpepakke – hele 69% opfatter det som en uacceptabel forsinkelse af processen. Ligeledes er vi også de mest overbeviste om, at hvis vi var i grækernes sko, ville vi stemme “ja” til pakken (68%) ved en eventuel afstemning.
 
* I alle de fire lande mener mere end 80% af befolkningen, at det er vigtigt for økonomien i deres eget land, at krisen i “Euro-zonen” bliver løst.
 
* Selv i de to lande, som står uden for euro-samarbejdet (Danmark og Storbritanien), er der en holdning til, at et euro-kollaps vil være dårligt for deres land. I Danmark synes 58% mod 12%, at et euro-kollaps vil være dårligt for landet, mens det i Storbritanien er 42% mod 18%, der mener at det vil være skidt for landet.
 
* Der er skarp kontrast imellem landene, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt det er rigtigt at bruge flere penge på at redde euroen. I både Danmark og Frankrig mener et flertal, at det er rigtigt at bruge penge på at redde euro-zonen. I Danmark mener 56%, at det er det rigtige at gøre, mens det i Frankrig drejer sig om 54%.
 
* I Tyskland, der jo også er den største bidragsyder, er befolkningen klart imod at bruge flere penge på at redde euroen. Hele 56% af tyskerne mener, at det er forkert at bruge flere penge. I Storbritanien er der også et flertal, der ikke ønsker at bruge flere penge – helt nøjagtigt 42% mod 34%.
 
* Der er i alle fire lande størst tiltro til, at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, er den europæiske politiker, som kan træffe de nødvendige beslutninger for at løse krisen. Hele 81% af danskerne har tiltro til Merkel, hvilket er mere end blandt tyskerne selv, hvor 56% har stor eller nogen tiltro til, at hun kan træffe de nødvendige beslutninger. Blandt franskmændene er andelen 63% og blandt briterne har 54% tiltro til Angela Merkel.
 
* Følelserne omkring Nicholas Sarkozy og David Cameron er derimod noget mere blandede. 57% af danskerne har tiltro til Sarkozy, mens de franske og de tyske respondenter er delt på midten. De engelske respondenter er de mest kritiske med 48%, der udtrykker manglende tiltro til den franske præsident.
 
* Når det gælder den engelske premierminister, David Cameron, så udtrykker 63% af danskerne tiltro til hans dømmekraft mod 42% af briterne. Tilliden til Cameron er noget mindre i Frankrig og Tyskland, hvor hhv 35% og og 29% har stor eller nogen tiltro til, at den engelske premierminister kan træffe de nødvendige beslutninger for at løse krisen i euro-zonen.
 
* Til gengæld er der ikke megen tiltro til hverken den italienske premierminster Silvio Berlusconi eller den afgående græske premierminister George Papandreou. Mindre end 10% af respondenterne i alle fire lande udtrykte tiltro til, at nogen af dem vil være i stand til at træffe de nødvendige beslutninger for at løse krisen.
 
* Forslaget om en afstemning i Grækenland omkring, hvorvidt man skulle tage imod hjælpepakken, afvises af befolkningerne i Storbritanien, Tyskland og Danmark – stærkest i Danmark, hvor hele 69% mener, at en afstemning vil være en uacceptabel forsinkelse af processen. De franske respondenter er derimod positive overfor forslaget med et smalt flertal på 42% for og 40% imod.
 
* I alle lande er der dog en opfattelse af, at hvis man var i grækernes sko, ville man stemme ja til aftalen. Igen er stemningen stærkest i Danmark, hvor 69% af respondenterne angiver at ville stemme for den foreslåede hjælpepakke, hvis de forestiller sig at være grækere.

Resultaterne må gerne citeres, når blot YouGov angives som kilde.

Se undersøgelsens resultater ved at klikke her.

Det politiske landskab har ikke ændret sig i den seneste måned. Blå blok har stadig flertal med 91 mandater mod 84.

Det politiske landskab har ikke ændret sig siden oktober måneds politiske barometer. Blå blok har stadig flertallet med 91 mandater mod rød bloks 84. Så selv tallene faktisk repræsenterer en tilbagegang for blå blok på et enkelt mandat, så er det stadig en markant ændring siden valget den 15. september.
 
Socialdemokraterne står med en vælgertilslutning på 22,0% til en tilbagegang siden valget på 2,8 %-point, hvilket samtidigt er der laveste vi har målt dem til siden oktober 2009. Her stod S til 21,5%, hvilket formentlig skyldtes det tætte samarbejde med SF og skænderierne med Radikale Venstre. SF står til en tilbagegang på 1,4 %-point i forhold til valget – fra 9,2% til 7,8%, men til gengæld er både Radikale Venstre og Enhedslisten gået lidt frem.
 
I den blå blok er det fortsat først og fremmest venstre, der trækker fremgangen. Venstre er gået hele 4,6 %-point frem siden valget, mens Det Konservative Folkeparti ser ud til at fortsætte nedturen. De får i denne måling blot tilslutning fra 3,6% af vælgerne. 

Når jeg ser på, hvor gode partierne har været til at fastholde deres vælgere fra valget for små to måneder siden, så må jeg konkludere, at hverken SF (66,9%) eller Socialdemokraterne (72,8%) har været særlig gode til at fastholde dem. Hvor de frafaldne SF-vælgere dog fortrinsvis er blevet indenfor blokken, så har Socialdemokraterne afgivet hele 9,5% af deres stemmer fra valget til den blå blok – fortrinsvis til Venstre. 

Ikke overraskende er “løftebrud” den altovervejende årsag til at skifte fra Socialdemokraterne, og hvis vi ser på de begrundelser, som de frafaldne socialdemokratiske vælgere angive, så er det krads læsning. Nedenfor har jeg refereret et par begrundelser fra vælgere, som har skiftet fra Socialdemokraterne til Venstre siden valget: 

“Jeg synes at Socialdemokraterne har lovet en masse som de ikke har opfyldt – det er falske forudsætninger jeg har sat mit kryds – jeg føler mig ført bag lyset – og med den finanslov har jeg dårligt råd til at gå på arbejde mere, det kan efterhånde bedre betale sig af få penge fra det offentlige – ALDRIG mer Socialdemokraterne.”
Kvinde i aldersgruppen 45-59 år fra Region Hovedstaden 

“Opfylder ikke valgløfterne, bruger flere penge på fx ulandsbistand mens forhold i DK forværres. Ville gerne have fortrydelsesret ifm dette valg !”
Kvinde i aldersgruppen 30-44 år fra Region Sjælland 

“Jeg synes ikke at de holder hvad de lovede under valgkampen. Jeg synes også at de er kommer dårligt fra start. De virker utroværdige og jeg er meget skuffet. Jeg havde virkelig forventet mig mere af dem…..”
Mand i aldersgruppen 30-44 år fra Region Midtjylland 

Venstre er derimod det parti, som har været bedst til at fastholde deres vælgere fra valget. Hele 93,0% af de vælgere, som stemte på Venstre den 15. september, vil igen sætte deres kryds ved liste V. Dertil kommer, at Venstre har oplevet en stor tilgang af nye vælgere – især fra Socialdemokraterne. Faktisk udgør frafaldne Socialdemokrater 4,3% af de vælgere, som angiver at ville stemme Venstre, hvis der var valg i dag. 

Ministerindblanding er utidig indblanding, men det er nok urealistisk at forvente ændret adfærd

Ministerindblanding smager lidt af utidig indblanding, og for nogle uger siden rådede fire professorer politikerne til at undlade at blande sig for meget i driften af de statsejede selskaber. Det gør det vanskeligt for en offentlig virksomhed at fungere lige så effektivt som en privat, lød kritikken. Det sendte mig i databasen for at lede efter sammenhænge mellem ministeriel indblanding og imageudvikling for de statslige selskaber.

Lad os starte med at se på et par statslige selskaber, som har Tranportministeriet som ressortministerium. Her kan vi passende starte med en sag, som tydeligt viser hvor detaljeret en minister kan føle sig fristet til at blande sig i den daglige drift – nemlig daværende transportminister Lars Barfod’s forslag om, at Post Danmark kunne droppe mandagens postomdeling for at rette op på økonomien.

Det fik oppositionen på barrikaderne, og da den nye transportminister Hans Christian Smith som en af sine første embedshandlinger fejede forslaget af bordet, blev det da også af oppositionen udlagt som en politisk sejr! Sagen fik ikke de store imagekonsekvenser for Post Danmark, men det gjorde en anden af de sager, som transportministeren aktivt blandede sig i – nemlig DSB First skandalen og fyringen af Søren Eriksen.

DSB’s image fik et knæk, men spørgsmålet er om transportministerens aktive rolle gjorde sagen værre? Det gav i hvert fald sagen endnu mere medieomtale, ligesom DSB og ministerens interesser må siges at have været modsatrettede. For DSB gjaldt det om at få lagt låg på sagen, mens det for ministeren gjaldt om at vise handlekraft, så ministerindblandingen gavnede i hvert fald ikke DSB’s interesser.

Selskaberne under Finansministeriet har ikke haft lige så højtprofilerede sager i de senere år, men et godt eksempel er afsløringen af, at DONG i 2010 købte 29% af sit kul hos russiske mineejere uden fokus på arbejdssikkerhed. Da sagen kom frem, forlangte finansminister Claus Hjorth Frederiksen straks en redegørelse, ligesom oppositionen kaldte ham i åbent samråd. DONG’s image tog et skarpt dyk, men var tilbage på niveau efter en måneds tid.

Et andet eksempel er Københavns Lufthavne, hvor det i foråret kom frem, at statens medejer, australske Macquarie Airports, ved hjælp af interne rentesatser fører en del af overskuddet til Bermuda – og dermed udenom det danske skattevæsen. Her blev både finans- og skatteministeren inddraget i sagen, og KL’s image tog et skarpt dyk. Det er faktisk først nu, 6 måneder senere, at omdømmet er tilbage på niveau.

Så ministerindblanding smager altså stadig lidt af utidig indblanding, men det er nok urealistisk at forvente en ændret adfærd. Problemer i statslige selskaber med stor betydning for danskernes, og dermed vælgernes, hverdag, vil altid være fristende for opposition og ministre at profilere sig på. Og som Hans Christian Smith sagde til professorernes råd om at undlade at blande sig: ”Det ville være en illusorisk verden”!

Klummen blev oprindeligt publiceret i Berlingske Business den 25. oktober 2011